Hav en synlig alkoholpolitik
De fleste gymnasier har en alkoholpolitik. Gymnasier Fuld af liv anbefaler, at I har en alkoholpolitik og en plan for, hvordan den skal ’leve’ på skolen. Det er ikke politikken i sig selv, der er afgørende, men dét, at den kan sætte en retning for arbejdet med alkoholkulturen, som I forpligter jer til. Den skal med andre ord ud at leve, før det kan mærkes på kulturen på gymnasiet. Gymnasier Fuld af liv har lavet et bud på en alkoholpolitik, og hvad den med fordel kan indeholde, som kan ses nederst på denne side.
Gør en sundere (alkohol)kultur til et fælles projekt
Informer alle elever om skolens alkoholpolitik og dens praktiske betydning via både gymnasiets hjemmeside, i en intromail til nye elever og ved orientering af eleverne inden for de første skoledage. Derudover er det en god idé at præsentere forældrene for skolens alkoholpolitik og sikre, at de får information om deres rolle i forhold til deres børns alkoholvaner (f.eks. ved hjælp af folderen til forældre om unge og alkohol).
Sørg for, at de udvalg, som planlægger festerne, er klædt godt på og arbejder for at undgå drikkepres (f.eks. ved at uddanne café- og festudvalget samt introguider). Det er vigtigt, at ledelsen går foran og sætter klare og tydelige rammer, hvis en kultur skal tilpasses eller ændres på skolen.
Folder til forældre: Unge og alkohol - fif til forældre, hvis barn starter på gymnasium
Uddannelse til café- og festudvalg
Uddannelse til introguider
Kulturen kan ændres på få år
Erfaringen fra gymnasier, der har indført nye tiltag for at mindske alkoholindtaget blandt elever, viser, at ændringerne bliver en naturlighed efter cirka tre år, når der ikke er nogen elever tilbage, der har oplevet, at reglerne har været anderledes. Herefter er elever og lærere typisk meget tilfredse med den strammere alkoholpolitik.