Kære underviser

Dette materiale er tiltænkt et forløb i samfundsfag A-niveau, i 2g, men kan med lidt tilpasning og supplering også bruges til A-niveau i 3g. Forløbet er et kvalitativt metodeforløb, med udgangspunkt i emnet: ”Identitetsskabelse i det senmoderne samfund”.

I forløbet bliver følgende bøger anvendt: Grundbogen ”Sociologiens kernestof” 1. udgave, Columbus 2021 og ”Metodebogen” 1. udgave Columbus 2018.

Er man i den situation, at ens skole bruger andre grundbøger, er det dog relativt ligetil at skifte den anvendte litteratur, så længe de samme begreber og teorier gennemgås, ligesom man kan udvide omfanget og kompleksiteten, hvis forløbet ønskes anvendt i 3g.

Formålet med forløbet er at gennemgå en række sociologiske begreber, med materiale og bilag, der relaterer sig til unges alkoholkultur i Danmark – og sætte eleverne i stand til at lave en simpel kvalitativ interviewundersøgelse. Det er ikke et forsøg på at moralisere over de unges alkoholforbrug, men det er tanken, at forløbet - i en faglig ramme - kan hjælpe eleverne med at tale om alkoholkulturen, og reflektere over den, på et fagligt grundlag.

Materialet er en ramme, indenfor hvilken der kan arbejdes med emnet, og er tænkt som støtte og inspiration til underviseren. Materialet kan således både bruges direkte som plug-and-play eller som inspiration til videreudvikling af egne forløb. Du er som underviser velkommen til at ændre i øvelser og bilag efter egne præferencer.

Forløbet strækker sig over ca. 8 moduler af 90 minutters varighed. I materialet finder du både forløbsplaner og øvelsesbeskrivelser samt bilag.

Når forløbet introduceres, og løbende undervejs, er det en stor fordel at gøre eleverne opmærksomme på, at evnen til at lave kvalitativt analysearbejde er vigtigt til den skriftlige eksamen i 3g, og at evnen til at lave en interviewundersøgelse er guld værd, hvis man skriver SRP i samfundsfag.

Den tidligere regering har foreslået en 18-års grænse for køb af alkohol, og politisk er unge og alkohol et udbredt fokusområde. Det er vigtigt i forbindelse med præsentationen af forløbet, over for eleverne, at gøre det klart, at det er denne aktualitet, der er baggrunden for forløbet, og at det ikke er et forsøg på at moralisere over for ungdommen.

Følgende undervisningsforløb er udviklet i et samarbejde mellem lektor i historie og samfundsfag, Morten Metz Lundberg og Kræftens Bekæmpelse.

Forløbsplan

Allerede inden forløbet starter kan/bør der oprettes en skriftlig opgave til aflevering mellem modul 7 og 8. Her er et forslag til opgaveformuleringen:

”Undersøg på baggrund af en analyse af dit gennemførte interview, med inddragelse af relevant statistisk materiale fra rapporten "Unges alkoholvaner i Danmark 2021”, hvilken betydning alkohol har for senmoderne identitetsdannelse, i en dansk kontekst. I undersøgelsen skal du sørge for at gøre brug af de begreber, vi har arbejdet med i forløbet”

Moduler

Modul 1: Socialisering, roller og status

Læses i modulet: side 20-24 i Sociologiens kernestof.
Øvelse: plenumdiskussion med ”Bolden”.

Vigtigste begreber i dette modul: Kulturel kode, social perception, uformelle normer, sanktioner, social afvigelse, social kontrol, roller og rollekonflikt

0-5 min
Ankomst, fraværsregistrering og lign.

5-10 min
Læreren introducerer til forløbet.

10-30 min
Eleverne læser side 20-24 i Sociologiens kernestof og tager noter undervejs.

30-60 min
Se i fællesskab afsnit 2 (Sæson 3) af serien ”Grænser”. Eleverne skal have papir og blyant fremme (alle andre skærme lukkes) og undervejs notere, hver gang det de ser i afsnittet kan relateres til centrale begreber fra teksten, de lige har læst.
Se afsnit 2 af Grænser.

60-80 min
Plenumdiskussion med udgangspunkt i de vigtigste begreber fra teksten og reflektionsspørgsmål. (De vigtigste begreber: Kulturel kode, social perception, uformelle normer, sanktioner, social afvigelse, social kontrol, roller og rollekonflikt). Brug gerne ”Bolden”-øvelsen undervejs til at få talt om alle begreberne.
Find "Bolden"-øvelsen her.

Reflektionsspørgsmål til fortsat plenumdiskussion:

Når man starter i gymnasiet, eller på anden ungdomsuddannelse, viser undersøgelser, at hos 65% af de unge stiger alkoholforbruget. Kan du huske, om du havde en oplevelse af at drikke mere eller mindre alkohol end andre, da du startede i gymnasiet?

Overvej spørgsmålet og se ’Fuld af livs’ video Thomas Skov og flertalsmisforståelsen
Find videoen her.

80-90 min
Opsamling, næste modul og buffer.

Modul 2: Frontstage og backstage

Lektie: s. 92-98 i Sociologiens kernestof.
Øvelse: Filmatisering af begreberne

Vigtigste begreber i dette modul: Frontstage og Backstage.

0-5 min
Ankomst og fraværsregistrering

5-15 min
Spørgsmål til dagens lektie - læreren tager evt. forståelsesspørgsmål til lektien, med særligt fokus på begreberne frontstage og backstage.

15-55 min
Eleverne inddeles i grupper, som får til opgave at forberede en filmatisering af et af de to begreber, frontstage og backstage. Grupperne skal med inspiration fra formatet i serien ”Grænser”, som indgik i modul 1, gennemtænke og optage en filmbid, som kan anskueliggøre indholdet af begrebet.

55-75 min
Minimum to grupper (en med hver sit begreb) udvælges og viser deres begrebsfilm for klassen. Efter hver film reflekteres der over begrebet i fællesskab.

75-85 min
Se kampagnefilmen ’Presser du stadig?' og reflekter i plenum over, hvorvidt drikkepres altid er tydeligt, eller om det kan foregå mere subtilt? Kan drikkepres være en del af opretholdelsen af en social orden og er det mere udbredt frontstage jf. dagens lektie?
Find filmen her.

85-90 min
Næste modul og buffer

Modul 3: Anerkendelse

Lektie: Side 50-55 i Sociologiens kernestof.
Øvelse: Matrix-grupper (læreren forbereder matrixgrupper forud for modulet)

Vigtigste begreber i dette modul: Anerkendelse og anerkendelsesbehov, den solidariske sfære, den private og den retslige sfære.

0-5 min
Ankomst og fraværsregistrering

5-25 min
Anerkendelse, med særligt fokus på anerkendelse i den solidariske sfære: Se i fællesskab videoen: ”Man kan da aldrig få for meget pølse”. Diskuter i plenum, hvordan alkohol spiller en rolle ift. anerkendelse i den solidariske sfære, blandt danske unge. Sørg for at italesætte, hvad der adskiller anerkendelse i den solidariske sfære fra anerkendelse i den private og den retslige sfære.

25-35 min
Inddel eleverne i matrixgrupper, og sæt dem til at arbejde med figur 6.1 (side 47), 6.5 (side 50) og 6.8 (side 52) i rapporten ”Unges alkoholvaner i Danmark 2021” og spørgsmålet: Hvad kan vi udlede fra figuren om alkohols rolle i forhold til anerkendelse i den solidariske sfære blandt danske unge?

35-45 min
Efter ca. 10 min skifter grupperne, og de nye grupper (gruppe A-F) gennemgår i fællesskab de tre figurer, med fokus på alkohols rolle i forhold til anerkendelse i den solidariske sfære, blandt danske unge. Denne del tager også ca. 10 min.

45-60 min
Eleverne sætter sig nu to og to (eller individuelt, hvis det giver bedst mening i den klasse) og opretter et notatdokument, hvor de nedskriver, og evt. udbygger, konklusionerne om, hvad der kan udledes fra figurerne, om alkohols rolle i forhold til anerkendelse den solidariske sfære, blandt danske unge?

60-70 min
I plenum diskuteres nu fordele og ulemper ved at undersøge spørgsmål om komplicerede sociologiske sammenhænge, ved hjælp af spørgeskemaundersøgelser. Læreren introducerer kort begrebet kvantitativt og antyder, at det kunne give mening at undersøge det kvalitativt også.

70-80 min
Eleverne tilføjer de refleksioner, der er gennemgået i fællesskab til deres notat-dokument.

80-90 min
Næste modul og buffer.

Modul 4: Kvalitativ metode

Lektie: Side 105-115 (afsnit 5.1, 5.2 og 5.3) i Metodebogen. Denne lektie kan udelades ud fra en vurdering af klassens faglige niveau – i hvilket tilfælde eleverne udelukkende vil støtte sig op af pointerne i slideshowet ”Kvalitativ interviewundersøgelse”.
Øvelse: Makkerarbejde med interview

0-5 min
Ankomst og fraværsregistrering

5-90 min
Med udgangspunkt i slideshowet ”Den kvalitative metode" gennemgås den kvalitative metode, og kort forskellen på kvantitativ og kvalitativ metode. Herefter introduceres til display, interviewguide, transskribering og kodning, hvorefter eleverne to og to interviewer hinanden, og der samles op i fællesskab. Del slideshowet med eleverne – eller henvis dem til elevsiden, hvor de selv kan finde det og følge med.

Modul 5: Interview

Lektier: Side 115-125 (afsnit 5.4) i Metodebogen. Denne lektie kan udelades ud fra en vurdering af klassens faglige niveau – i hvilket tilfælde eleverne udelukkende vil støtte sig op af pointerne i slideshowet ”Den kvalitative metode”.
Øvelse: Interview-projekt

0-5 min
Ankomst og fraværsregistrering

5-15 mn
Eleverne inddeles i makkerskaber og introduceres til projekt ”Gennemfør et interview”.

15-90 min
Makkerskaberne skal nu udarbejde en interviewguide og et display til deres interview. De må meget gerne lade sig inspirere af det de blev introduceret til i slideshowet, ”Den kvalitative metode”, men sørg for, at de begrænser mængden af spørgsmål, så de ikke ender med et meget langt interview til efterbehandling. De skal også finde en respondent, som de kan interviewe – helst en udenfor klassen.

Modul 6: Transskribering og kodning

Lektie: Gennemfør jeres interview.

0-5 min

Ankomst og fraværsregistrering

5-90 min
Makkerskaberne transskriberer og koder deres interview. Hvis enkelte makkerskaber er endt med et meget langt interview, du vurderer, de ikke kan nå at transskribere, så hjælp dem til at udvælge de mest relevante dele af interviewet.

Modul 7: Skrivemodul

Lektie: Transskribering og kodning skal færdiggøres.

0-5 min 

Ankomst og fraværsregistrering 

0-20 min
Eleverne introduceres til opgaven:

Undersøg på baggrund af en analyse af dit gennemførte interview, med inddragelse af relevant statistisk materiale fra rapporten ”Unges alkoholvaner i Danmark 2021”, hvilken betydning alkohol har for senmoderne identitetsdannelse, i en dansk kontekst.

20-90 min 
Eleverne arbejder på opgaven med mulighed for vejledning.

Modul 8: Feedback/skrivemodul og opsamling

Lektie: Side 126-129 (denne lektie kan udelades).
Øvelse: Post-it-øvelse til begrebsopsamling.

0-5 min

Ankomst og fraværsregistrering

5-35 min
Fælles feedback på opgaven og fælles refleksion over fordele og ulemper ved kvalitative undersøgelser.

35-80 min
Post-it-øvelse til begrebsopsamling.

80-90 min
Opsamling og introduktion til næste forløb.

Hvis modul 7 og 8 ligger meget tæt på hinanden, vil det give bedst mening at bruge modulet som skrivemodul, eller udelade det helt, og kun give skriftlig feedback på opgaven.

Øvelser og PowerPoint

Samlet litteraturliste